Sikkerhedsekspert maner til besindelse efter kæmpe-sikkerhedshul i computere, smartphones og tablets: “Ingen grund til panik”

Sårbarhederne Meltdown og Spectre rammer stort set alle computere og smartphones fra de seneste 20 år. Men ifølge en dansk sikkerhedsekspert har almindelige virksomheder og borgere ikke den store grund til bekymring.

”Det er højt specialiserede angreb, og man skal have ret detaljeret viden om arkitekturen i lige præcis den enhed, man gerne vil angribe. Så jeg vurderer ikke, at almindelige danske virksomheder skal være specielt bekymrede over dette her,” siger Claus Vesthammer til Computerworld.

Meltdown og Spectre gør det i princippet muligt for en hacker at få adgang til den privilegerede hukommelse i din computers processor, og sårbarhederne kan blandt andet bruges til via Javascript at trække for eksempel kodeord ud af en browser.

Det er ret alvorligt, men ifølge Claus Vesthammer er de i princippet også forholdsvist lette at beskytte sig mod. 

”Det handler om at følge de klassiske dyder. Man skal patche sine systemer med de opdateringer, producenterne sender ud, og så skal man lade være med at klikke på mistænkelige links, man får i sin email. Det er ikke remote exploits, så en angriber skal køre kode på din enhed, for at kunne bruge det til noget,” siger han og tilføjer, at man som virksomhed bør prioritere at følge udviklingen i forhold til lige præcis den type enheder, man har.

“På nogle skal der måske en firmware/BIOS opdatering til, på andre skal der, ud over almindelig patching, måske foretages ændringer i system-konfigurationen.”

Ifølge Claus Vesthammer er det umuligt at tjekke, om en hacker allerede har udnyttet sårbarhederne til at køre kode på ens system.

Read the article here (paywalled)